Canggu

Canggu

Sydvestkystens Canggu er Balis svar på ‘der, hvor det sker’. Som et mekka for digitale normader og internationale tilflyttere har byen i de senere år fået stor popularitet og er en sikker vinder for turister, der ønsker lækre restauranter, sund ferielivsstil og minglende ø-livsstemning.  


En af de mest populære destinationer og bedste steder ved Sydbalis kystlinje er Canggu. Den tidligere surferby er med årene blevet til et mekka for digitale nomader, der kommer fra hele verden, slår sig ned og nyder livet i den voksende kystby. Den internationale tilvandring har også givet Canggu et mere moderne vibe, og byen emmer med sine mange hipster-caféer, fancy restauranter, unikke butikker, yogastudier mm. af liv, ‘self care’ og en god, sund og tilbagelænet livsstil.  

Her finder du moderne supermarkeder, et overvældende udvalg af restauranter, sunde morgenmadscaféer, lokale warung’er, barer og speakeasy cocktail-steder til enhver stemning og ethvert budget. Det er et af de bedste steder på Bali, hvis du gerne vil spise godt, mingle med andre imødekommende rejsende samt dem, der har valgt at bosætte sig i denne livlige kystby, og også et af de bedste steder at ramme bølgerne på et surfbræt.  

Men Canggu er også mere end blot lækre spisesteder, en fed social atmosfære og fantastiske shoppingmuligheder i hyggelige omgivelser. Byen byder også på et hav af aktiviteter – fra fysiske udfoldelser i form af fitness, yoga, pilates, surfing mm. til kreative hobbyer såsom keramikkurser osv. – og naturskønne omgivelser. Must-see-templet Tanah Lot ligger også i nærheden af byen og er et sted, som du simpelthen opleve solnedgangen fra.  

Læs mere om Canggu, og hvad du kan lave i kystbyen, her.

Send rejseforespørgsel

 
 
 
 

Værd at vide om Canggu

Værd at vide om Canggu

Hvad kan du lave i kystbyen?

Canggu er en magnet for rejsende, der ønsker at opleve en perfekt balance mellem afslapning og energi. Uanset om du er til surf, kultur, wellness eller kulinariske eventyr, vil Canggu byde dig velkommen med åbne arme og en helt unik atmosfære. 

Slå dig løs på bølgerne: 
Canggu er en af Balis populære surfdestinationer, og byens brede sandstrande tiltrækker surfere fra hele verden. Uanset om du er nybegynder eller erfaren surfer, kan du tage en surflektion eller leje et surfbræt og fange bølgerne ved Echo Beach eller Batu Bolong Beach. 

Restaurant og café-hopping: 
Hipsterbyen er kendt for sine trendy caféer og kaffesteder, og vi anbefaler, at du udforsker området ved at hoppe fra café til café. Her kan du bl.a. nyde lækre pandekager, acai bowls og friskbrygget kaffe om morgenen og formiddagen samt et udvalg fra alle verdens køkkener, når aftenen melder sin ankomst. Canggus Berawa-området er især kendt for sine kulinariske perler og trendy spisesteder. 

Se solnedgangen ved Tanah Lot: 
Kun en kort køretur fra Canggu ligger det ikoniske Tanah Lot-tempel. Beliggende på en klippe ved kysten tilbyder dette tempel en betagende udsigt og er især spektakulært ved solnedgangen. Tag dig tid til at udforske det store tempelområde, shop souvenirs, smag den populære Luwak-kaffe og nyd den mystiske atmosfære, der hærger omkring området.   

Yoga og wellness: 
Canggu er også et mekka for yogaentusiaster og wellnesselskere. Mange af byens yogacentre og studier tilbyder undervisning på alle niveauer, så du kan være med, ligegyldigt om du er nybegynder eller ekspert. Blandt de mange skønhedssaloner, der ligger blandt Canggus restauranter og forretninger, kan du også opleve en traditionel balinesisk spa-behandling eller tage del i et afslappende wellness-retreat for at finde indre ro og balance. 

Kombiner shopping, kultur og kunst: 
Shoppingmulighederne er mange i Canggu – hvad end du shopper efter allerede kendte mærker eller unikke lokalvarer. Langs Canggus mest populære hovedgade finder du et hav af butikker, men du kan også besøge Love Anchor Market og mærke den pulserende atmosfære af byens kulturelle mangfoldighed på det store, hyggelige marked, hvor kunstnere udstiller deres værker, smykker, tøj osv.  

Nyd strandlivet ved Batu Bolong: 
Batu Bolong Beach er hjertet af Canggu og tilbyder en afslappet strandstemning. Her kan du leje en solseng, nyde solen og følge med i det livlige strandliv. De aktive strandgæster kan også bade i havet, leje et surfbræt eller gå en tur langs den lange kystlinje. På Batu Bolong kan du også fordrive timerne på en af de mange strandbarer og restauranter, hvor du kan spise lette retter og slukke tørsten med tropiske drinks. 

Udforsk natteliv after dark: 
Canggu er stedet for fællesskab, og her kommer man ofte hinanden lidt ved. Kystbyen har et farverigt og livligt natteliv, der spænder fra afslappende barer til livlige natklubber og skjulte speak easy-barer, der strækker sig fra Batu Bolong til Berawa. Nyd f.eks. en solnedgangsdrink på Old Man’s, dans natten væk på Deus Ex Machina, find den godt gemte speak easy-bar The Mailroom eller hyg dig med et beanbag-spil og en god cocktail på Rivercut.   

Hvordan kommer du rundt?

Den bedste måde at komme rundt i Canggu på er ved at leje en cykel eller en knallert (“scooter” på Bali-sprog) og tage på opdagelse på egen hånd. Afstandene er små og der er masser at se på, og fordelen ved at køre rundt selv er, at du kan standse og holde pauser lige når du har lyst.  

Er du ikke en haj på førersædet af en knallert, kan du også downloade enten Grab eller Gojek som app. Asiens svar på Uber og Just Eat i én app er både trygt og billigt, og du kan komme omkring enten i bil eller bag på en knallertfører, som både er klædt i virksomhedernes grønne farver, og har en hjelm med til dig, så du er sikret, når I fræser rundt på de små veje mellem rismarkerne. 

Del denne side via E-mail