Louisiana
Rejser til Louisiana
Oplev jazzens fødeby, farverige kvarterer, spændende madkultur og fascinerende sumpområder. I Louisiana går musik, historie, natur og lokale traditioner hånd i hånd.
Louisiana skiller sig ud fra resten af USA med sin helt særlige kultur. Her mødes amerikanske, franske, spanske, afrikanske og caribiske traditioner, som har sat deres tydelige præg på alt fra musik og mad til arkitektur og lokale traditioner.
I New Orleans kan du gå på opdagelse i French Quarters historiske gader, lytte til jazz på byens mange spillesteder og smage dig gennem det lokale køkken. Mississippi-floden løber gennem staten, og bevæger du dig uden for New Orleans, venter store sumpområder med alligatorer samt små samfund, hvor cajunkulturen stadig står stærkt.
Louisiana er derfor meget mere end New Orleans. Staten er oplagt til en rundrejse, hvor du kombinerer storby og musik med natur, historie og lokale madoplevelser. Vil du opleve endnu mere af det amerikanske syd, kan Louisiana også kombineres med andre destinationer som Texas og Tennessee.
Få et tilbud på din rejse til Louisiana
Drømmer du om levende jazz, kreolsk og cajun-inspireret mad, historiske kvarterer, stemningsfulde sumpområder eller et roadtrip gennem de amerikanske sydstater?
Vi skræddersyr rejsen efter dine ønsker – så du får netop den rejse til Louisiana, du drømmer om.
Oplevelser i Louisiana
Louisiana byder på en helt særlig blanding af musik, historie, natur og mad. Her kan du begynde dagen i New Orleans' historiske gader, sejle mellem alligatorer om eftermiddagen og slutte aftenen med livemusik og klassisk sydstatsmad.

New Orleans – Louisianas farverige storby
New Orleans er Louisianas kulturelle centrum og kendt for sin særlige blanding af amerikanske, europæiske og caribiske traditioner. Gå på opdagelse i French Quarter med farverige huse og karakteristiske balkoner, besøg Jackson Square og oplev stemningen langs Mississippi-floden. Når aftenen falder på, venter livemusik, restauranter og et levende gadeliv.

Jazzens fødeby
New Orleans regnes som jazzens fødeby, og musikken er stadig en stor del af byens identitet. Jazz strømmer ud fra barer, spillesteder og gadehjørner, og især Frenchmen Street er kendt for sin levende musikscene. Besøg en klassisk jazzklub, og oplev en vigtig del af byens kultur helt tæt på.

Sejl gennem Louisianas sumpområder
Uden for New Orleans venter Louisianas karakteristiske sump- og vådområder med cyprestræer, snoede vandveje og et rigt dyreliv. Tag på en guidet sejltur gennem sumpene, hvor du kan opleve det særlige landskab helt tæt på og være heldig at se alligatorer i deres naturlige omgivelser.

Langs Mississippi-floden
Mississippi har gennem århundreder været en vigtig del af Louisianas historie. Floden løber gennem staten og direkte forbi New Orleans, og den har haft stor betydning for både handel, kultur og udviklingen af området. I New Orleans kan du opleve Mississippi fra flodbredden eller tage på en sejltur på floden. En tur med en klassisk hjuldamper giver et lille indblik i en tid, hvor floden var en af de vigtigste transportveje gennem det amerikanske syd.

Cajunkultur i Lafayette
Lafayette er et godt udgangspunkt for at opleve Louisianas cajunkultur, hvor franske traditioner stadig præger både musik, mad og lokale skikke. Gå på opdagelse i Cajun Country, oplev cajun- og zydecomusik, smag lokale specialiteter og besøg de mindre bysamfund, der giver et anderledes indblik i livet i Louisiana.

Smagen af Louisiana
Louisianas køkken er formet af franske, afrikanske, spanske og caribiske traditioner og er en oplevelse i sig selv. Smag klassikere som gumbo, jambalaya, po'boys og friske skaldyr. I New Orleans kan du desuden prøve en klassisk beignet; den luftige, friturestegte dej serveret med rigeligt flormelis.
Kombiner Louisiana med andre destinationer
Oplev endnu mere af USA
Louisiana har masser af oplevelser til en ferie i sig selv. Men vil du gerne fortsætte rejsen, ligger staten samtidig godt placeret til en længere rundrejse gennem USA's Sydstater.
Mod vest kan du fortsætte til Texas, mens turen mod nord kan gå gennem Mississippi og videre til Memphis og Nashville i Tennessee. Her kan du fortsætte den musikalske rejse fra New Orleans' jazz til blues, rock'n'roll og country.
Fakta om Louisiana
Levende jazz, cajun- og kreolsk kultur, historiske bydele og stemningsfulde sumpområder: Oplev Louisiana fra sin bedste side i hjertet af de amerikanske sydstater.

Generelle fakta
Valuta: Amerikanske dollars (USD)
Sprog: Engelsk. Fransk og cajunfransk har også en vigtig kulturel betydning
Tidsforskel: -7 timer. Omkring skiftet mellem sommer- og vintertid kan forskellen kortvarigt variere
Indbyggertal: ca. 4,6 millioner
Hovedstad: Baton Rouge
Største byer: New Orleans, Baton Rouge, Shreveport og Lafayette
Kælenavn: The Pelican State





