Svalbard
Oplev Svalbards dramatiske natur
Svalbard er et af de mest betagende steder på jorden at opleve det spektakulære nordlys, aurora borealis. Men øgruppen byder på langt mere end blot dette naturfænomen. Årets gang på Svalbard er i sig selv en rejse gennem forvandling - fra vinterens isnende kulde og evige mørke, til forårets første solstråler og sommerens lyse døgn, hvor midnatssolen kaster sit gyldne skær over landskabet. Når efteråret atter banker på, vender mørket stille tilbage og forbereder naturen til endnu en arktisk vinter. Disse markante skift gør Svalbard til en destination, der fascinerer og fortryller - uanset årstid.
Svalbards dramatiske landskab er præget af høje fjelde, lavtliggende skyer og åbne vidder. Om sommeren dækker grønt mos store dele af jorden, mens området om vinteren ofte er dækket af et blødt, hvidt lag sne. Svalbards natur er unik, rå og rørende smuk. Og dyrelivet er mindst lige så imponerende: Hvalrosser, sjældne fugle, hvidhvaler og naturligvis den majestætiske isbjørn, har alle deres hjem i og omkring dette arktiske ø-rige.
Udforsk vores unikke rejser til Svalbard herunder og find den årstid, der passer bedst til dit arktiske eventyr.
Vores rejseforslag til Svalbard
Hvad kan du opleve på din rejse til Svalbard?

Longyearbyen
Midt i det rå, arktiske landskab, mellem Nordpolen og det norske fastland, finder du Longyearbyen - en lille, men charmerende by med omkring 2.400 indbyggere. Trods sin beskedne størrelse byder byen på en overraskende variation af spændende butikker, hyggelige caféer og gode restauranter.
Du kan for eksempel besøge verdens nordligste bryggeri, Svalbard Bryggeri, tage på rundvisning i en kulmine eller dykke ned i øgruppens historie og natur på Svalbard Museum eller Polarmuseet.
Og med omkring 3.000 isbjørne på Svalbard, er det umuligt ikke at mærke den vilde natur tæt på.
Årets gang på Svalbard
Svalbard forandrer sig markant i løbet af året, og hver årstid byder på vidt forskellige naturoplevelser og aktiviteter. Herunder får du et kort overblik over, hvad du kan forvente i løbet af året.

Vinter
Hvis du vil opleve nordlyset, er vinteren det oplagte tidspunkt. Mørket dominerer døgnet rundt og skaber de bedste betingelser for at se det fascinerende fænomen. Samtidig giver vinterlandskabet mulighed for klassiske arktiske aktiviteter som hundeslædekørsel.

Forår
Foråret byder på lyse dagtimer og en himmel i smukke farver, mens aftenerne i den tidlige del af sæsonen stadig giver mulighed for at opleve nordlys. Jo længere hen på foråret du kommer, jo mere dagslys får du, hvilket åbner op for længere ture og flere naturoplevelser.

Sommer
Om sommeren er sneen væk, og landskabet viser sig i nye farver. Midnatssolen sikrer lys døgnet rundt, så du har masser af tid til at udforske naturen og deltage i udendørsaktiviteter. Dyrelivet er særlig aktivt i denne periode, og du har gode chancer for at se fuglearter som alkekonger og havheste, og måske endda den lokale rensdyrart.

Efterår
Efteråret markerer overgangen til vinter. Dagene bliver kortere, og temperaturen falder. Naturens farver skifter, og området forbereder sig på sne og kulde. Det er en stemningsfuld tid, hvor du kan opleve Svalbard i et mere roligt og afdæmpet tempo.
Isgrotter
På overfladen ser gletsjerne ud som flade og uendelige sletter af sne og is - men bare få meter nede gemmer der sig en frossen eventyrverden. Isgrotterne ændrer sig fra år til år, så hver vinter byder på en ny og unik oplevelse.

En underjordisk verden
Når du bevæger dig ned i isgrotten, vil du opleve en magisk og skjult verden som kun kan opleves under isen. Fantastiske formationer, smalle gange og store rum med mange meter til loftet.

Gletsjerne – naturens klimaarkiv
Gletsjerne fungerer som enorme lagre af klimahistorie. Hvert år lægger sne sig i nye lag, som presses sammen og bevæger sig nedad i isen. Borer man lodret ned i en gletsjer, kan man aflæse lagene som en slags tidslinje - hvor det nederste er ældst, og det øverste er yngst. Forskere analyserer luftbobler, partikler og tusind år gamle planterester indkapslet i isen. En tur i isgrotten giver både et fascinerende indblik i Svalbards natur og i fortidens klima.
Fakta om Svalbard

Generelle fakta
Valuta: Norsk krone (NOK)
Areal: Ca. 61.000 km²
Sprog: Norsk (engelsk tales også bredt, især i turistområder).
Tidsforskel: Samme som Norge (CET/CEST), altså ingen tidsforskel i forhold til Danmark.
Indbyggertal: Cirka 2.500, hvoraf størstedelen bor i Longyearbyen.
Indrejse: Gyldigt pas er påkrævet ved både ind- og udrejse af Svalbard.



