Sanur
Rejser til Sanur
Med roligere badevand, en lang strandpromenade og et afslappet tempo er Sanur perfekt for familien, der vil kombinere strandferie med oplevelser på Bali.
I Sanur begynder dagen med solopgang over havet, små fiskerbåde langs stranden og morgenmad med udsigt til vandet. Kystbyen på Balis sydøstlige kyst har en afslappet atmosfære, hvor strandliv, lokale spisesteder og hyggelige feriedage får lov til at fylde. Her kan du sætte tempoet ned uden at løbe tør for noget at opleve.
Langs kysten ligger sandstrande, hoteller og restauranter forbundet af en strandpromenade, som er oplagt at udforske til fods eller på cykel. Et rev ud for kysten dæmper mange af bølgerne, så vandet ofte er roligere end ved Balis populære surfstrande. Det er en af grundene til, at vi anbefaler Sanur til familier, der drømmer om en badeferie på Bali.
Bag stranden finder du caféer, små butikker, lokale warungs og mulighed for en balinesisk massage. Brug dagen ved havet og poolen, tag på opdagelse i byen, eller lad Sanur være stranddelen af en rejse med flere stop på Bali. Kombinér eksempelvis med Ubud, hvor risterrasser, templer og frodig natur giver ferien en helt anden stemning.
Se vores rejseforslag
Rejser til Sanur
Derfor skal du vælge Sanur på din rejse til Bali
Sanur er til dig, der ønsker en afslappet base ved stranden med restauranter, små oplevelser og plads til ferie i dit eget tempo.
Sanur gør det let at holde ferie sammen. En gåtur langs vandet kan blive til morgenmad på en strandcafé, en tur på cykel eller et stop i sandet, når børnene får lyst til at lege. Promenaden binder kysten sammen, så selve turen mellem hotellet, stranden og dagens frokost også bliver en del af oplevelsen.
Det er netop kombinationen af strand, et roligere tempo og mange muligheder tæt på, der gør Sanur til vores anbefaling til familier på Bali. Her er plads til både små børns pauser og større børns lyst til at opleve noget. Og når familien vil spise sammen, er der et bredt udvalg af spisesteder at vælge mellem.
Sanur passer også godt til par, der gerne vil have afslappet tid tæt på havet og en god, rolig base for udflugter rundt omkring på øen. Du kan her bruge flere dage på ren afslapning og at komme ned i gear eller afslutte en spændende rundrejse med strand og pool, inden turen går hjemad.
Hvornår er det bedst at rejse til Sanur?
Den bedste rejsetid til Sanur er generelt i Balis tørre periode fra omkring april til oktober. Her falder der typisk mindre regn, og perioden er velegnet til strandferie, cykelture og udflugter. Sanur er derfor også et oplagt valg til en sommerferie på Bali.
Sådan kommer du rundt i Sanur
Langs stranden kommer du nemt omkring til fods eller på cykel. Vi anbefaler at leje en cykel og udforske promenaden på egen hånd - gerne fra morgenstunden eller om formiddagen, inden dagens varme for alvor melder sig.
Til længere og spontane ture kan du bestille en bil eller scooter gennem app'en Grab eller Gojek. Vil du opleve andre dele af Bali men bo i Sanur, hjælper vi også meget gerne med at arrangere transport med chauffør.
7 oplevelser i Sanur, du ikke må gå glip af
Udforsk Sanurs strande og promenade, smag lokale retter på natmarkedet, og oplev byen fra både land og vand. Her kan du fylde dagene uden at fylde hele kalenderen.

Find din favoritstrand i Sanur
Sanurs kyst består af flere sammenhængende strandafsnit, blandt andet Sindhu, Karang og Mertasari. Følg promenaden, og find det sted, der taler mest til dig. Måske tæt på en café? Eller måske på et roligere stykke med god plads til at brede håndklædet ud og være alene.
Revet ud for kysten giver ofte roligere vand end mange andre steder på Bali, men tidevandet har stor betydning for bademulighederne. Ved lavvande bliver vandet flere steder meget lavt, og havbunden blotlægges, så konkylier, muslinger og små havdyr titter frem. Du kan evt. spørge dit hotel om de bedste badesteder og tidspunkter. Men Sanurs strandliv handler lige så meget om atmosfæren, gåturene og pauserne ved vandet som om selve badeturen.

Tag på cykeltur langs strandpromenaden
En cykeltur langs Sanurs strandpromenade er en af de bedste måder at lære området at kende på. Stien følger kysten forbi hotelhaver, små spisesteder og traditionelle fiskerbåde, så der er masser at kigge på undervejs.
Du behøver ikke cykle hele strækningen. Find et sted til morgenkaffen, stop ved stranden, eller vend om, når du har lyst. For familier er turen en hyggelig mulighed for at opleve Sanur sammen uden et stort udflugtsprogram. Promenaden deles med gående, så tag turen i et roligt tempo.

Oplev solopgangen over havet
Sanur vender mod øst, og en tidlig morgen på stranden er værd at stå op til. Find et sted ved vandet at se solopgangen, mens himlen langsomt skifter farve, og fiskerbådene tegner deres silhuetter mod morgenlyset.
På klare morgener kan du også få øje på Mount Agung i det fjerne. Bagefter kan du fortsætte med en gåtur eller finde et sted til morgenmad. Det er en rolig og enkel oplevelse, som giver dagen en helt særlig begyndelse, før strandlivet og byen for alvor vågner.

Smag lokale retter på Sindhu Night Market
Når aftenen falder på, er Sindhu Night Market i det nordlige Sanur et oplagt sted at prøve det indonesiske køkken. Her står madboderne tæt, og du kan vælge mellem mange forskellige lokale retter og små snacks.
Prøv eksempelvis nasi goreng, mie goreng eller satay, eller sammensæt aftensmaden efter det, der frister, i nasi campur. Markedet er en uformel kontrast til strandens restauranter og en god mulighed for at lade nye smage blive en del af ferien. Og husk kontanter!

Gå på opdagelse blandt butikker, caféer og restauranter
Langs Jalan Danau Tamblingan ligger butikker, caféer og restauranter side om side og er det perfekte sted til at gå en tur uden en fast plan, kigge efter en souvenir, og finde et sted til frokost, når sulten melder sig.
Sanur har både lokale warungs og lidt mere moderne restauranter med internationale retter, så der er gode muligheder for at finde noget, alle omkring bordet har lyst til. Om aftenen kan du vende tilbage til byen eller vælge en restaurant ved stranden og lade middagen få den tid, den fortjener.

Prøv vandsport langs Sanurs kyst
Vil du have lidt aktivitet ind mellem stranddagene, er der også flere muligheder for vandsport i Sanur. Du kan blandt andet undersøge mulighederne for paddleboarding, windsurfing eller måske kitesurfing. Men vind, tidevand og erfaring er ikke uden betydning, så følg de lokales råd for, hvad der passer bedst den enkelte dag.
En anden mulighed er en sejltur i en af de traditionelle jukunger, som er de karakteristiske fiskerbåde med støttearme på siderne. Fra vandet får du nemlig et helt andet blik på kysten og de strande, du måske allerede har udforsket til fods.

Find roen med spa og balinesisk massage
Og så må en ferie i Sanur altså også gerne indeholde en time, hvor du bare læner dig helt tilbage. Byen har mange muligheder for massage og spa-oplevelser – fra mindre saloner til de ofte lidt dyrere behandlinger på hotellerne.
Prøv evt. en traditionel balinesisk massage, eller giv fødderne en pause efter en dag på opdagelse med en god fodmassage. Det er en dejlig måde at sætte tempoet ned på, især hvis Sanur er afslutningen på en rejse med mange oplevelser.
Bo tæt på stranden og Sanurs hyggelige ferieliv
Håndplukkede hoteller i Sanur
Fra charmerende strandhoteller og resorts med pool til villaer med plads til ro og privatliv.
Hotellet er en vigtig del af din ferie i Sanur. Måske vil du kunne gå direkte ud til stranden og promenaden. Måske prioriterer du pool, grønne omgivelser eller en villa, hvor du kan trække dig tilbage. Vi hjælper dig med at vælge blandt vores hoteller i Sanur, så beliggenheden og rammerne passer til den ferie, du ønsker.
Fra strandferie til risterrasser og øeventyr
Kombinér Sanur med andre rejsemål på Bali
Sanur er oplagt som stranddelen af en rejse med flere stop. Begynd eksempelvis blandt Ubuds risterrasser og templer, og afslut med rolige dage ved kysten. Du kan også kombinere Sanur med Sidemens grønne landskaber eller fortsætte til Nusa Penida eller Gili-øerne.

























