Emilys tur til Thailand.png

Sydthailand gennem linsen

Min kamerarulle fra Thailand

Af Emily Ellekær, Content Manager

Når jeg rejser, er kameraet aldrig langt væk. Måske er det en arbejdsskade, men jeg elsker at fange de små øjeblikke, der fortjener at blive gemt. Ikke kun de klassiske postkortudsigter, men også morgenlyset over havet, en lille café gemt i en hektisk sidegade eller et sted, hvor stemningen bare føles helt særlig.

 På min seneste rejse til Thailand kom jeg hjem med over tusind billeder. Mange af dem viser de smukke øer, jeg besøgte, palmeklædte strande og autentiske havnebyer. Men de bedste billeder minder mig om noget mere end, hvordan stederne så ud – de minder mig om følelsen af at være der.

I stedet for at vise hele kamerarullen frem har jeg udvalgt de billeder, der gjorde størst indtryk på mig. Bag hver lille kollage gemmer sig en oplevelse, en anbefaling, et sted eller et øjeblik, som gjorde min rejse til Thailand helt særlig.

 Jeg håber, de kan inspirere dig til din egen rejse.

169 (13).png

Det hotel, jeg allerede savner: Sivalai Beach Resort

Sivalai Beach Resort på Koh Mook er et af de mest unikke steder, jeg har boet – ikke på grund af hotellet i sig selv, men på grund af den helt særlige beliggenhed. Resortet ligger nemlig helt ude på spidsen af øen, omgivet af hav på begge sider.

Hver morgen begyndte med solopgang over havet, mens longtailbådene stille gled forbi, og om aftenen var restaurantens terrasse det perfekte sted at nyde udsigten og den rolige stemning.

Kun få minutters gang derfra ligger øens lille centrum med lokale restauranter, hyggelige barer og små boder. Det er netop kombinationen af fredfyldt natur, den unikke beliggenhed og det autentiske øliv, der gør Sivalai til et sted, jeg allerede savner at være.

Insidertip:

Sæt vækkeuret til kl. 6 og sæt dig ned på stranden foran restauranten i første række til den måske mest fantastiske solnedgang nogensinde. Jeg har i mine rejsedage set solen stå op over mange horisonter - men denne slår det meste.

169 (14).png

Den strand, jeg ville vende tilbage til: Koh Rok

Jeg havde ikke hørt om Koh Rok før, jeg tog afsted – men nu er det en ø, jeg fortæller alle, der vil lytte, om. Havet var fuldstændig klart og lyseblåt, og sandet var så lyst og fint, at jeg med det samme tænkte: Det her må være det, folk mener, når de sammenligner steder med Maldiverne.

Jeg gik lange ture på stranden og fandt store konkylier i sandet, mens en enkelt revhaj svømmede rundt på det lave vand. Der var ingen larm, ingen travlhed – kun følelsen af at have fundet et lille stykke af paradis.

Det var uden tvivl et af de steder, der gav mig den største wow-oplevelse på hele rejsen, og et sted, jeg ville vende tilbage til uden at tøve.

169 (15).png

Måltidet, jeg stadig tænker på: Baan Phadthai, Bangkok

Jeg spiste meget god mad på min rejse til Thailand, men hvis jeg skulle vælge ét måltid, ville det være Pad Thai hos Baan Phadthai i Bangkok. Restauranten er Michelin-anbefalet, men stemningen er alt andet end formel. Den er derimod afslappet, indretningen er hyggelig, og det føles stadig som et ægte, lokalt spisested midt i Bangkok.

Pad Thai er husets specialitet – og det kan smages! For den består af friske råvarer og masser af smag i en enkel ret, der er løftet til noget helt særligt. Stor anbefaling næste gang, du besøger Bangkok.

169 (16).png