Design Uden Navn (20)

Minder fra Mexico

Min rundrejse på Yucatán

Af Julius Rensch, rejsekonsulent

Da jeg lidt spontant fik muligheden for at rejse i tre uger i oktober 2025, føltes verden pludselig enorm. Mulighederne var mange, og der findes utallige fantastiske destinationer. Alligevel var der noget ved Mexico, der trak i mig. Måske var det den unikke og autentiske kultur, det varme klima og de kridhvide sandstrande. Eller måske var det udsigten til en masse lækker mad. Uanset hvad grunden var, endte jeg med at pakke kufferten og tage af sted, og det har jeg ikke fortrudt ét sekund.

Jeg fløj mod Cancun, hvor jeg skulle rejse rundt med nogle venner, der allerede var ankommet. Vi skulle på en rundrejse på Yucatan-halvøen, og jeg havde en forventning om, at et skulle være en rejse med en masse store oplevelser – især de lokale, autentiske. Og så skulle der selvfølgelig også være plads til at nyde solen og de smukke strande.

Indrejse var supernemt. Jeg skulle ikke udfylde noget på forhånd, og det eneste jeg skulle fremvise, var min første overnatning samt en udrejse fra landet. Det gik super smertefrit; jeg strøg lige igennem, og fandt en bus mod Playa del Carmen. Her skulle jeg møde mine venner, så rejsen rigtigt kunne komme i gang.  

169.png

Jeg ankom lige i tide, til at nyde den fantastiske aftenstemning på byens strand ved solnedgang. Selvom Playa del Carmen ikke nødvendigvis er kendt for at være den mest autentiske mexicanske by, var området fyldt med lokale, der spillede musik og volleybold. Jeg skulle da heller ikke snydes for at opleve byens livlige hovedgade, Quinta Avenida (Fifth Avenue). Gaden ligger få meter fra stranden, og her er masser af stemning. Her finder man også mange restauranter, butikker og selvfølgelig Tequileríaer. 

Vi foretrak dog at bevæge os et stykke væk fra hovedgaden når vi blev sultne. Selvom hovedgaden helt sikkert er et besøg værd, var det trods alt, de mere lokale oplevelser vi var ude efter. Maden blev mere spændende, og priserne var langt bedre! 

169 (1).png
Insidertip

Under hele min rundrejse, brugte jeg busserne ved navn ADO. De kører i hele landet, og de er virkelig nemme at bruge. Og så er de naturligvis også en del billigere end alternative transportmuligheder.

Busafgangene fandt jeg på ADOs egen hjemmeside, men man kan også bruge appen Busbud.

Vær opmærksom på at busserne bruger så meget Aircondition, at man nogle gange kan sidde og fryse, selvom der er over 30 grader udenfor 😊

Snorkelparadis

Fra Playa del Carmen var vi på flere dagsture. Èn af de ture, var til øen Cozumel, som er beliggende omkring 40 minutters sejltur fra byen. Billetterne til sejlturen, skal ikke nødvendigvis købes på forhånd. De kan købes ved én af de mange gadesælgere, eller ved den centraltbeliggende havn, som man også sejler fra.

Cozumel er kendt for at være et sted med rigtige gode muligheder for at snorkle og dykke. Man booker typisk en dagstur og bliver sejlet ud til det berømte koralrev Palancar Reef. Min tur blev desværre aflyst grundet uvejr.

I stedet endte vi med at leje cykler og udforske byen San Miguel (og jeg mener ikke øllen!), samt cykle ud til en nærliggende ”beach-club” hvorfra vi kunne snorkle. Og det var stadig en kæmpe oplevelse.

Anbefaling

Mange spisesteder i Mexico, tilbyder en ”Comida del dia” hvilket betyder dagens ret. Det er typisk en billig madløsning, hvor man for en fast pris får en 1 eller 2-retters menu, inklusiv noget af drikke. Det er også en meget god indikation på, at restauranten serverer lokal og frisk mad.

169 (2).png

Mayaruiner og madmarkeder

Næste stop på rundrejsen blev Tulum. Byen er kendt for sin mere autentiske og afslappende natur, sammenlignet med de større byer på Yucatans østkyst. Det kunne også tydeligt mærkes i det øjeblik, man trådte ind i byen.

Hvor Cancun og Playa del Carmen summer af store resorts og høj puls, føles Tulum mere som en slags pauseknap på rejsen. Tempoet er lavere, sandet virker lidt varmere under fødderne, og stemningen er mere afslappet. Udover de fantastiske strande Tulum besidder, er byens Mayaruiner det helt store trækplaster i området. Dem skulle vi se, og de skuffede bestemt ikke. De spektakulære bygninger bliver kun endnu mere imponerende af deres dramatiske placering på klipperne, hvor de rejser sig med frit udsyn over det azurblå hav. Og så var det en både uventet og charmerende overraskelse at opleve de mange – og virkelig store! – leguaner, der roligt bevægede sig rundt, som om hele området var deres helt eget domæne.

Jeg havde på dette tidspunkt ”kun” oplevet Playa del Carmen, og var ivrig efter at mærke den lokale stemning. Det fik jeg muligheden for, da vi helt tilfældigt fik bevæget os væk fra byens hovedgade, ned i nogle sidegader. Her kunne vi hurtigt konstatere, at vi befandt os midt i et lokalt madmarked. Jeg ved stadig den dag i dag ikke, om det er et fast marked i byen, eller om vi bare var heldige at ramme det. Uanset hvad, føltes det som et lille lykketræf, og det var præcis sådan en oplevelse, jeg havde håbet på. Markedets udvalg skulle selvfølgelig prøves, og vi endte med nogle virkelig lækre – og til tider overraskende stærke – tacos.

169 (3).png

Lokale møder og cenoter

De altid trofaste busser fra ADO bragte os videre vestpå mod Mérida. Selvom vi krydsede en tidszone undervejs, mærkede man det knap nok. Tempoet føltes stadig roligt og ubesværet.

Mérida er den største by på Yucatán-halvøen, men samtidig føles den lokal og autentisk. Dette er især sammenlignet med den mere turistede østkyst. Når man går rundt mellem de farverige bygninger og små plazas, er det næsten svært at forstå, at byen faktisk størrelsesmæssigt kan sammenlignes med København. Her føles storbyen nemlig langt mere afslappet og nærværende.

Vi var så heldige at tilbringe en søndag i Merida. Det betød at vi fik indblik i de lokale traditioner. Én af dem var fællesdans på hovedtorvet. Vi stod og kiggede på, indtil vi blev ”lokket” ud på gulvet uden rigtig at have sagt ja. Det var supersjovt. Traditionen tro, fortsatte aftenen, med musik på torvet fra et vaskeægte mariachiband, og vi gik derfra med ømme fødder, brede smil, og en følelse af, at vi havde fået det bedste ud af det hele.

Vi forlod Chichen Itza og tog videre mod den lille, men meget hyggelige by Valladolid. Her skulle vi ikke være længe, men byen nåede alligevel at overraske os med sin charme, farverige gader og afslappede stemning.

Mange turister vælger at tilbringe et par dage her, og på trods af byens charme er det største trækplaster beliggende et stykke uden for byen.

Chichén Itzá – et af verdens syv vidundere!

Vi skulle videre mod Valladolid. Inden vi nåede dertil, gjorde vi dog stop ved Chichén Itzá – et sted så historisk og imponerende, at selv den mest skeptiske besøgende nok ville blive nødt til at overgive sig en smule.

Chichén Itzá er et af de mest kendte arkæologiske områder fra mayaernes civilisation og et UNESCO-verdensarvssted. Og så er det et af verdens syv vidundere. Byen blev grundlagt omkring 500–600-tallet og udviklede sig senere til et vigtigt religiøst og politisk centrum i det nordlige Yucatán.

Man kan finde dagsture til området i samtlige byer på Yucatan-halvøen. Vi endte dog med bare at tage en bus dertil og købe indgangsbilletter på stedet. Det var heldigvis også muligt at finde en guide ved ankomsten, hvis man ville have lidt ekstra forklaring med undervejs.

Den guidede oplevelse kan jeg især anbefale. Uanset om man er historieinteresseret eller ej, bliver området langt mere levende, når man hører om de mennesker der engang beboede det, og deres traditioner. Har du for eksempel nogensinde hørt om “the great mayan ball game”? Et boldspil, der ofte var forbundet med ritualer, og i nogle tilfælde også med menneskeofringer til guderne.

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle forvente af Chichén Itzá. Alligevel endte stedet med at gøre et stort indtryk på mig. Det kan jeg virkelig anbefale!

169 (6).png
169 (4).png
Insidertip

Flere steder på Yucatan-halvøen kan man opleve cenoter. Cenoter er naturlige, underjordiske pools med krystalklart vand. Der er rigtig mange af disse naturfænomener i området, og nogle er blevet mere turistede og tilgængelige end andre.

Det kan klart anbefales at besøge en cenote eller to, hvis du er på rejse i området. Det er bl.a. muligt at finde dem i områderne omkring Tulum, Valladolid og Merida. Jeg bookede guidede ture til cenoter fra både Mérida og Valladolid, og det var nogle virkelig spændende oplevelser!

Strandparadis og grusveje på bilfri ø

Mit næstsidste stop blev Isla Holbox. En lille ø beliggende ud fra Yucatan-halvøens nordkyst. Vi tog en bus fra Valladolid mod kystbyen Chiquila, hvorfra vi sejlede ud til Holbox. Sejlturen tog ca. 40 minutter, og billetterne til færgen købte vi bare ved havnen. Bådene sejler hver halve time i løbet af dagen, så der er ingen grund til at bestille noget på forhånd. Det kunne ikke være lettere!

Selvom hele rejsen var helt fantastisk, må jeg sige at Isla Holbox var det absolutte højdepunkt! Oven på en længere rundrejse fyldt med oplevelser og mange indtryk, havde vi virkelig brug for at komme helt ned i tempo. Og netop til det formål er Isla Holbox helt fantastisk. Øen er bilfri og der er noget helt særligt over stemningen. Grusvejene, de små hyggelige barer og golfvognene, der stille tøffer rundt på øen, gør at tempoet automatisk falder helt ned. Dagene gik med at slentre rundt i den lille hyggelige by, spise frisk ceviche og nyde de flotte strande. Tempoet var så afslappet, at dagens største beslutning ofte bare var, om man skulle have endnu en cocktail. Det er et af de steder, hvor man hurtigt forstår, hvorfor folk ender med at blive længere end planlagt.

Anbefaling

En stor attraktion i Cancun-området er muligheden for at svømme med hvalhajer – verdens største fisk, som hvert år samles i farvandene ud for Yucatán-halvøen. Jeg var desværre ikke i området under hvalhaj-sæsonen, som typisk varer fra juni til september, så jeg gik glip af oplevelsen denne gang.

Én ting fandt jeg dog hurtigt ud af, ved at snakke med de lokale: Hvis man vil opleve hvalhajerne, skal man klart gøre det fra Isla Holbox fremfor Cancun. Stemningen er langt mere rolig og autentisk, og oplevelsen føles bare mere speciel, når man ikke ligger i vandet omgivet af et hav af både og turister - ordspillet var ikke til at undgå. 

169 (7).png

Det meste af øen Holbox, er faktisk ikke bebygget, men består af mangrove, laguner, strande og beskyttet natur. Under vores ophold på øen nåede vi faktisk kun én rigtig aktivitet, men det viste sig også at være mere end rigeligt. Vi bookede en kajaktur gennem det beskyttede naturområde omkring Isla Holbox, og det endte med at være en virkelig fed oplevelse.

Sammen med en privat guide sejlede vi stille rundt gennem mangroven og oplevede områdets imponerende dyreliv helt tæt på. Vi så flamingoer, flere fuglearter end jeg på nogen måde kan navngive, og vi var endda så heldige at spotte en alligator. Det gav i hvert fald lige et ekstra sug i maven at vide, at vi ikke var alene ude i mangroven.

Turen var lagt sidst på dagen, så vi sejlede rundt mens solen langsomt gik ned over området. Det gjorde bare hele oplevelsen endnu mere stemningsfuld, og det var den perfekte måde at afslutte endnu et fantastisk ophold, på Isla Holbox.

Vi sejlede tilbage til fastlandet, og bevægede os mod Cancun, hvorfra jeg skulle flyve hjem. Og selvom Cancun ikke er det sted i Mexico der føles mest autentisk, var det alligevel den perfekte afslutning på rejsen. Her var der tid til bare at nyde solen, strandene og det varme caribiske hav én sidste gang, inden hverdagen igen ventede derhjemme. Dagene stod på strand, tacos og kolde drinks, samt den dér lidt mærkelige følelse af både at glæde sig til at komme hjem, og samtidig overhovedet ikke have lyst til at tage afsted.

En rejse jeg sent vil glemme

Mexico endte med at være præcis den type rejse jeg havde håbet på. En masse meget forskellige oplevelser, der stod på både imponerende mayaruiner, møder med lokalbefolkningen, fantastiske strande og meget mere.

Men det jeg nok kommer til at huske allerbedst, er den dér lidt udefinerbare stemning, som Mexico har. Kombinationen af menneskerne, kulturen, musikken, maden og følelsen af, at der altid ventede endnu en oplevelse lige rundt om hjørnet. Kombinationen af menneskerne, stemningen, maden og musikken i gaderne, samt alle de små øjeblikke undervejs, gav en følelse af et land der bare er let at være i. Og hele tiden lå der noget nyt lige rundt om hjørnet, uden at det nogensinde føltes overvældende.

Mexico er et land med utrolig mange nuancer, og Yucatán-halvøen er efter min mening et helt fantastisk sted at opleve dem. Jeg tog afsted med forventningen om en spændende rundrejse fyldt med oplevelser, og kom hjem med en kuffert fuld af minder, alt for mange tacos i kroppen og en ret stor lyst til allerede at tage tilbage igen.

Gracias Mexico

169 (8).png

Skrevet af Julius Rensch, rejsekonsulent, 2026