Steder du bør se i Vietnam
De fleste rejsende kender landets største by som Ho Chi Minh City, mens de flere lokale stadig kalder byen ved dens andet navn, Saigon. I denne kæmpe, hektiske storby oplever du et utroligt scootervanvid, eksotiske markeder, fantastisk shopping, utallige museer og andre seværdigheder som inddrager dig i Vietnam-krigen, som også var årsag til byens navneskift.
Fra Ho Chi Minh City kan du komme alle vegne, besøg bl.a. det store netværk af floder i det mægtige Mekong Delta, her er fyldt med farverige flydende markeder, her sælges det mest fantastiske frugt og grønt, som floden selv har givet næring til. Disse frugtplantager og utallige rismarker kan du opleve i Can Tho, som er den perfekte by at have base i når du skal udforske Mekong Delta.
Mekongfloden er dog ikke det eneste unikke vandområde i Vietnam. I den anden ende af landet finder du Halong Bay, en eventyrlig smuk naturattraktion med himmelhøje kalkstensklipper, uberørte grotter og fascinerende bugter. Gør dig selv en tjeneste og tag et par overnatninger på cruisebådene, hvor du får unikke muligheder for at snorkle rundt i det emerald blå vand, spise friskfanget fisk og sejle i kajak mellem de små vandpassager.
Nu du er i norden, kan du vælge at besøge landets hovedstad, Hanoi. Byen bærer stort præg af Vietnams kolonitid, og er dermed en skøn blanding af asiatisk storby og franske okkerfarvede blokke. Hanoi er noget mere rolig og charmerende end Ho Chi Minh City, og hovedstaden centrerer sig om Hoam Kiemsøen og de tilhørende parker og boulevarder. Hanois gamle kvarter er spændende, og bestemt et værd at besøge for at sætte tænderne i den vietnamesiske mad.
Foruden by- og naturdestinationer, er det også muligt at tage på strandferie i Vietnam. Besøg bl.a. Phan Thiet, Phu Quoc Island eller havnebyen Hoi An, som ikke kun byder på strand, men også har en fantastisk bydel med unikke huse fra 1500-tallet, fantastiske skræddere og hippe barer og restauranter.
Foruden byerne og de utrolige eventyrer som gemmer sig i deres områder, er der her et par attraktioner som vi synes skal fremhæves.
5 fantastiske turistattraktioner:
- Cu Chi Tunnel – Cu Chi Tunnelerne giver dig en utrolig og vigtig oplevelse, i sammenhæng med at forstå Vietnams historie. De guidede ture er gribende og overvældende og giver dig en utrolig indsigt i hvordan livet var under krigen og hvordan det har påvirket vietnamesernes tilværelse i dag. Tunnelerne finder du i nærheden af Ho Chi Minh City, hvor de tager dig med 7 meter under jorden, i et 120 km netværk, som giver dig et indblik i Viet Cong soldaternes liv og hverdag under krigen mod amerikanerne i 1960’erne. Turen kan evt. flettes sammen med et besøg til War Remnants Museum.
- Phong Nha-Ke Bang National Park – Nationalparken har siden 2003 været på UNESCOs verdensarvliste, og du vil hurtigt forstå hvorfor. Foruden et utroligt plante- og dyreliv, er stedet hovedsageligt besøgt grundet de enorme grotter og underjordiske floder, heriblandt verdens største grotte Song Doong Cave. Herinde finder du uvirkelige kalkstenslandskaber, skulpturelle drypstensformationer og en jungle midt inde i grottens kamre. Bestil helt unikke udflugter for at besøge dette geologiske vidunder, og kom med på trekking og bjergbestigninger igennem dele af området.
- Hoi An Ancient Town – I byen Hoi An finder du et kvarter som kaldes Ancient Town. Her finder du en utrolig velbevaret handelsby fra det 15.-17. århundrede, hvor handelsrejsende fra hele verden kom til. De mange nationaliteter har påvirket bydelens arkitektur og du finder både kinesiske templer, huse fra den franske kolonitid og japanske bygningsværker som Den Japanske Bro der går over Thu Bon-floden. Stræderne langs floden er om aftenen oplyst af farverige lanterne som spejler sig i vandet og skaber en magisk atmosfære i de mange små restauranter.
- Hué – Hué var Vietnams kejserlige hovedstad fra 1802 til 1945. Byen led en drabelig skæbne under Vietnamkrigen, og det regnede med bomber over byen. Byen er sidenhen kommet på UNESCOs verdensarvliste, da den trods ødelæggelse stadig formår at genskabe fortidens storladenhed. Langs Parfume-floden ligger den tidligere kongefamilies citadel, som er et imponerende bygningsværk bestående af pagoder, tårn, templer, paladser og meget mere.
- Golden Bridge – En meget nyere attraktion i Vietnam end de ovennævnte, men stadig et mesterværk. The Golden Bridge er beliggende i Da Nang og er en del af forlystelsesparken Bà Nà Hills. Det kræver en tur i svævebane for at komme på besøg til broen, som er beliggende 1400 meter over havets overflade. Broen er helt unik fordi den står på kanten af et bjerg, omfavnet af to kæmpe granithænder, og med en helt utrolig udsigt.
Det vietnamesiske køkken
Hvad landet nærmest er mest kendt for er dog deres fantastiske køkken. Til trods for det store udvalg af vietnamesiske restauranter herhjemme, findes der intet bedre sted at spise vietnamesisk mad end i Vietnam. Nyd deres utrolige retter på diverse restauranter og i de små gadekøkkener, hvor de lokale flokkes til. Bliver du som os helt bidt af disse utrolige smagsindtryk, kan du med fordel tage på et af de mange lokale madlavningskurser, hvor du får mulighed for at lære om det unikke mix af krydderier og smagsnuancer og tilberedningsmetoder. Foruden at maden smager guddommeligt, finder du nedenfor endnu en fordel ved vietnamesisk mad.
Vidste du at?
- Vietnamesisk mad bliver betragtet som noget af det sundeste i verden. Det inkluderer friske krydderier, en masse grøntsager, fisk og skaldyr, samt teknikker der undgår olie og fritering.
- Stjernens spidser, på det vietnamesiske flag, symboliserer landmænd, arbejdere, intellektuelle, soldater og ungdommen. Den røde baggrundsfarve symboliserer blodsudgydelsen fra krigene.
- Vietnam er verdens største eksportør af cashewnødder og sort peber.
- Det vietnamesiske sprog har 6 forskellige tonefald. Ændrer man tonefaldet kan det ændre betydningen af et ord – det er altså nemt at kludre rundt i.
- Giver du et lommetørklæde, gule blomster, krysantemum eller alt i sort som gave, betyder det ulykke.