Uanset hvor du vælger at rejse til i dette naturskønne s-formede land, vil du blive charmeret af vietnamesernes livsglæde, alsidighed og fabelagtige køkken.
På trods af en turbulent historie og en ødelæggende krig, som er en del af vietnamesernes DNA, er Vietnam i dag blevet et selvsikkert, optimistisk land, sprængfyldt med energi og en imponerende livsglæde. ”Just be happy enough” er vietnamesernes motto. Og det forklarer måske, hvordan de overlevede – og på sikker vis er godt på vej videre.
Hektisk aktivitet præger specielt de større byer. Trafikken er voldsom, alle er på vej et sted hen – og det skal helst gå hurtigt. Der findes stadig cycloer – cykeltaxaer – men de fleste har en lille motorcykel at komme rundt på.
I byerne findes dog også fredfyldte oaser, små templer og pagodaer og parker, hvor der dyrkes tai chi i de tidlige morgentimer.
På landet kan du fortsat opleve det oprindelige Vietnam. Her er tempoet sat ned og mange lever stadig som for 100 år siden. I de lysegrønne rismarker holder vandbøflerne de hårdt arbejdende vietnamesere med selskab. Og vietnameserne elsker besøg. Uanset hvor du rejser hen bliver du mødt med smil og glæde – og vinkende børn.
Vi bruger Cookies til at forbedre brugeroplevelsen på vores side. For at overholde nye e-Privacy direktiver, beder vi om dit samtykke til at benytte Cookies. Læs mere.