VALGTE

Vang Vieng 

Forrevne klipper, lysende grønne marker og eventyr på floden eller i bjergene. 
Vang Vieng er ikke kun et ubeskriveligt smukt naturområde, der på nogle områder kan minde om en idyllisk landlig scene fra et asiatisk silkemaleri;  det er også et slaraffenland for udendørs-entusiaster og adrenalin-elskere. Rigtig mange rejsende besøger Vang Vieng på deres færd mellem Vientienne og Luang Prabang. Og antallet af udendørsaktiviteter er da også virkelig stort og varieret.

Da turismen langsomt fik fodfæste i Laos for cirka 20 år siden, blev Vang Vieng modtaget med kyshånd af især den yngre del af de rejsende; det var især backpackerne der myldrede hertil. Det betød også, at antallet af barer i Vang Vieng eksploderede – og var til gene for dem der blot kom for at nyde naturen. Den laotiske regering tog konsekvensen af dette i 2012 – og lukkede her alle de barer, der var bygget langs floden. Det har betydet, at Vang Vieng i dag har genvundet en stor del af sin ro og naturlige skønhed på sine smukkeste strækninger.