INTRODUKTIONBILLEDERDAGSPROGRAMPRISERPRAKTISKE INFORMATIONERREJSEFORESPØRGSEL

Stillehavskystens perler

Kør-selv rejse i USA

Besøg vestkystens ikoniske steder på en kør-selv rejse der starter i Los Angeles og ender i Hawaii. Udforsk de berømte byer, landets utrolige natur og forkæl dig selv med afslappning på stranden på Hawaii.

In stock
Travel Code
US-KOR-7

Det kan du glæde dig til

Sæt kurs mod USA og oplev landets eventyrlige vestkyst. Her venter der ikoniske storbyer, overdådig natur og afslappende strande. Du er selv rejsens chauffør på denne rejse, hvor oplevelserne kommer til dig som perler på en snor. Nogle af rejsens højdepunkter er blandt andet majestætiske Grand Canyon, den enorme Yosemite Nationalpark og Hawaiis tilbagelænede atmosfære, der venter på dig i Stillehavet.

Dagsprogram

Dag 1-4: Drømmenes by, Los Angeles

Turen starter med et brag. Du flyver nemlig til Los Angeles, som er en af de mest kendte byer i USA. Her får du virkelig den amerikanske drøm at mærke. Byen huser er et væld af oplevelser og attraktioner, og derfor anbefaler vi, at du bruger cirka fire dage her.

Du kan starte med en spadseretur på den verdensberømte Hollywood Boulevard. Her bliver du ramt af stjernestøv, når du passerer de mange stjerner i asfalten. Du kan fortsætte til Dolby Theatre, hvor Oscar uddelingen finder sted hvert år. Hvis du vil blive i filmens verden, er det oplagt at tage ind og besøge de berømte filmstudier, Universal Studios.

Herefter kan du tage en tur op igennem Beverly Hills og se på de mange flotte palæer og luksusvillaer. Hvis du fortsætter op ad Santa Monica bjerget ender du ved det smukke Griffith observatorie, hvor du kan se det ikoniske Hollywood-skilt helt tæt på og nyde udsigten over drømmenes by.

Når du bliver sulten, kan du glæde dig over, at der er et kæmpe udvalg af fantastiske restauranter i byen. Og senere på aftenen er det oplagt at slå vejen forbi nogle af byen mange spændende natklubber og barer og få en drink.

Efter en god start i LA kan du køre videre til Grand Canyon (790 km - ca. 7,5 timer.)

Dag 4-5: Uforglemmelige Grand Canyon

Nu kører du ud af storbyen og sætter kursen mod naturen. Næste stop på ruten er nemlig det ikoniske Grand Canyon. Det er en forholdsvis lang tur, så husk at få tanket op på mad og drikke. Vi anbefaler at tage turen i et stræk, for at udnytte tiden bedst muligt.

Ved ankomst til Grand Canyon skal du bare stoppe op og nyde udsigten. Den gigantiske kløft er et syn man ikke glemmer lige med det samme. Så langt øjet rækker fortsætter de røde klipper med at sno sig igennem landskabet.

Rundt på kanten kan du besøge flere forskellige udkigssteder og vandre ad de mærkede ruter. Hvis du vil se det hele lidt nedefra, er det også muligt at komme på tur nede i bunden af kløften. Du kan også rafte på Colorado-floden, der skærer sig igennem bunden af Grand Canyon.

Grand Canyon Skywalk er også anbefalelsesværdig. Her går du ud på en halvcirkel lavet af hærdet glas, og du kan på den måde stå og kigge direkte ned i kløften. Det er en vild oplevelse, der får adrenalinen til at pumpe.

Er du klar på at komme endnu højere op, så er det også muligt at komme på helikoptertur over området, hvor der er garanti for fantastisk udsigt og en oplevelse du aldrig glemmer.

Herefter kan du køre videre til Las Vegas (440 km - ca. 4,5 timer.)

Dag 5-7: Glamour og kasino i Las Vegas

Nu venter endnu et højdepunkt på turen, for det næste stop på rejsen, er den vilde kasino-by Las Vegas. Her er intet for vildt eller stort, og du kan godt glæde dig til at få en oplevelse ud over det sædvanlige.

Byen er opført midt ude i Nevada-ørkenen, og er fyldt med lys, spil, glitter og oplevelser. 

Hjertet i Las Vegas er hovedgaden ”The Strip”. Det er her de fleste hoteller og kasinoer er placeret, og om aftenen er det et fantastisk syn med de mange lysshows og oplyste bygninger. Tag en gåtur ned ad gaden og nyd stemningen. Mange af hotellerne og kasinoerne har deres egne temaer. Du kan blandt andet opleve en miniudgave af Eiffeltårnet, de egyptiske pyramider eller Colosseum fra Romerriget. Intet er for stort til Vegas.

Besøg nogle af de imponerende kasinoer, prøv lykken i spilleautomaterne eller smid en kugle i rouletten. Men pas på, for pengene får hurtigt ben at gå på. Du kan også sagtens besøge dem uden at spille og bare mærke stemningen. Foruden kasinoer, så er ”The Strip” et mekka for tilbudsjægere. Her er mange outlets, hvor du kan købe mærkevarer til gode priser.

Hvis du vil have mere underholdning, skal du ikke lede længe. Over hele byen finder du fantastiske shows af enhver slags. Her er koncerter, teater, akrobatik, tryllekunst og meget mere. Hvis du kommer forbi det kendte Hotel Bellagio, skal du huske at opleve det utrolige springvand foran hotellet.

Herfra kan du køre gennem Death Valley til Mammoth Lakes (500 km - 5 timer.)

Dag 7-8: Gennem Death Valley til Mammoth Lakes

Fra Las Vegas fortsætter du igennem ørkenen mod Mammoth Lakes. Turen går igennem den ekstreme Death Valley. Det er et af de varmeste steder i verden og har rekorden for den højeste temperatur målt nogensinde, 56,7 grader målt i 1913.

Selvom området er ekstremt, er det også fascinerende at besøge. På vejen kommer du forbi Nordamerikas laveste punkt, Badwater Basin som ligger 86 meter under havets overflade. Her kan du opleve smukke saltsletter, som opstår når vandet i søen tørrer ud.

Efter en varm tur igennem Death Valley ændrer landskabet sig, når du kommer til Mammoth Lakes. Her bliver naturen grøn og frodig, og temperaturen daler til et normalt niveau. Området er kendt for sin meget smukke natur, og det er oplagt, at tage ud og opleve den. Det kan enten ske til fods eller på cykel – men du kan også tage turen på hesteryg. Hvis du vil have en pause fra naturen, kan du slappe af i byen og nyde en god middag på en af de hyggelige restauranter.

Dagen efter kan du køre til Yosemite (160 km - 2,5 timer.)

Dag 8-10: Nationalparken Yosemite

Nu går turen videre til Yosemite National Park. Parken strækker sig over et areal på mere end 3000 kvadratkilometer og er en af de smukkeste nationalparker i verden.

Parken er fyldt med fantastiske oplevelser. Vi kan anbefale, at du besøger de store skove fyldt med gigantiske sequoia-træer der strækker sig over halvtreds meter mod himlen. Et andet godt spot er udsigtspunktet Glacier Point, der har en fantastisk udsigt over en stor del af parken.

Rundt i parken findes forskellige vandreruter, der passer til alle niveauer. Tag en tur igennem den smukke Yosemite Valley, hvor der er et rigt dyreliv. Her kan du måske være heldig at se både sortbjørne, prærieulve og de sjældne bighorn får. I dalen kan du også nyde synet af de mange, smukke granitklipper, der knejser til begge sider.

Herfra kan du køre til San Francisco (300 km - ca. 4 timer.)

Dag 10-13: Den gyldne by, San Francisco

Efter et par dage i den flotte natur, går rejsen nu tilbage til storbyen. Du skal nemlig til kystbyen San Francisco. Her er rigtig meget at opleve, så vi anbefaler at du bruger et par overnatninger her.

San Francisco er en charmerende by med meget kultur og historie. Den er blandt andet kendt for sine stejle gader og de gamle sporvogne og kabelbaner der kører igennem byen. Det er verdens sidste manuelt betjente kabelbanesystem.

Du kan starte med en tur rundt i sporvogn. Så kan du danne dig et indtryk af byen på en afslappende måde. Efter sporvognsturen kan du besøge Filbert Street, der er byens stejleste gade, med en hældning på 31,5 procent. Gaden er så stejl at fortovet er erstattet af trapper. Fra toppen kan du nyde udsigten over resten af byen og den smukke Golden Gate Bridge. Den ikoniske bro, Golden Gate Bridge, er nemlig et must-see, når du er i San Francisco. Den kan sagtens krydses på gåben eller på cykel. Vi anbefaler at besøge broen om aftenen eller tidligt om morgenen, da den er den ekstra smuk i solopgangen eller solnedgangens skær. Du kan også være heldig at opleve San Franciscos berømte tåge, der giver byen et fantastisk udtryk.

En anden attraktion der skal opleves, er det berømte fængsel Alcatraz. Fængslet ligger ude på en ø i San Fransisco Bay og var i sin tid det mest flugtsikre fængsel i USA. Nu er det ombygget til museum og du kan besøge fængselscellerne og høre de spændende historier indtalt af tidligere ansatte.

Fra San Francisco kan du tage et fly til Hawaii (ca. 5 timer.)

Dag 13-20: Hawaii

Den sidste del af din rejse i USA, anbefaler vi, at du bruger i det smukke ø-paradis, Hawaii. Her bliver der tid til ren afslapning og hygge, og du kan lade de mange indtryk fra ferien synke ind.

Den kendte ø-gruppe ligger midt i Stillehavet og er USAs mindste stat. Hawaii består af mange øer, men de tre mest kendte er Oahu, Maui og Hawaii Big Island. På din Hawaii-tur, anbefaler vi, at du besøger en af disse tre. Der sker mest, og der er mest at lave, men det kan sagtens arrangeres, at turen går til nogle af de andre øer.

I hovedstaden Honolulu, kan du besøge flådebasen Pearl Harbour. Det var her Japanerne angreb under 2.verdenskrig og området byder masser af historie.

Hawaii gemmer på mange muligheder for at opleve øernes natur og kultur. Du kan tage på vandretur op ad vulkansiderne eller snorkle med smukke fisk i det azurblå vand. Uanset om du vil slappe af eller opleve en masse natur, så er Hawaii en perfekt afslutning på turen.

Fra Hawaii kan du flyve hjem til Danmark.

Kort

Bestil

Send rejseforespørgsel

Stillehavskystens perler
Jeg accepterer Top Tours' Privatlivspolitik og giver samtykke til, at Top Tours må behandle min persondata i overensstemmelse hermed.
Ja tak, tilmeld mig Top Tours' nyhedsbrev
Praktiske Informationer

Prisen inkluderer:

  • Fly tur/retur fra Danmark med forplejning og bagage
  • Frapris er med udgangspunkt i København. Billund, Aalborg og Hamborg mulig imod tillæg
  • Mellemklasse hoteller
  • Ford Escape eller lign. med alle nødvendige forsikringer, fri kilometer og skatter
  • Indenrigsfly uden bagage

Prisen inkluderer ikke:

  • Rejseforsikring (kan tilkøbes)
  • Afbestillingsforsikring (kan tilkøbes)
  • Resort fees (forekommer på de fleste hoteller i USA)

Tillæg:

  • Anden afrejsedato eller værelsestype på forespørgsel

Gå til toppen af siden