Ao Nang stranden – den mest besøgte og travleste af strandene. Her får I stort udbud af butikker og restauranter lige udenfor døren, men det er ikke den bedste badestrand. Mange af hotellerne ligger lidt fra stranden, men i gå-afstand til det hele, så det er her I skal bo hvis I gerne vil have masser af liv omkring jer. Stranden er bedste i den sydlige ende hvor Ao Nang Villa ligger, her er også små hyggelige boder hvor I kan spise middag med fødderne i sandet eller få massage med bølgeskvulp i baggrunden. I den modsatte ende af stranden finder I Krabi Resort og en lang række af små lokale fiskerestauranter.
Centara Grand Beach Resort ligger også I Ao Nang, men på sin helt private strand, så der kan kun sejles hertil. Her får I til gengæld et lækkert resort med meget smuk strand.
Klong Muang stranden – ca 20 min kørsel fra Ao Nang. Her får du en kilometer lang sandstrand, med små hyggelige restauranter under palmerne og et lille udvalg af små-butikker. Her er langt mere roligt end i Ao Nang og færre hoteller at vælge imellem, men hvis I gerne vil have Ao Nang indenfor rækkevidde og bo fredeligt er denne strand rigtig god.
Tubkaek Beach – ca 30 min kørsel fra Ao Nang. Tubkaek Beach minder på ingen måde om Ao Nang med det hektiske tempo. Hvis man ikke ved det kunne det lige så godt være en eksotisk ø langt fra fastlandet, og de smukke strande og det fredelige tempo gør at man føler sig hensat til bounty-land. Her er kun få små-restauranter og ingen butikker, men primært lækre resorts i vandkanten. Her kan I nyde dagene med en god bog med udsigt over havet og de smukke klipper der rager op, tage på vandretur i nationalparken eller tage en aftentur til Ao Nang by inden I skynder jer hjem til jeres fredelige oase igen.
Railay Beach – ca 10 min I båd fra Ao Nang. Railay Beach betragtes af mange som det smukkeste sted i Thailand. Her er smukke, hvide strande som er omgivet af høje klippeformationer og en udsigt til klipper der ligger spredt i det blå ocean. Der kan ikke køres til Railay, så der sejles mellem Ao Nang og stranden, hvilket også forstærker fornemmelsen af at være i et fredeligt ø-paradis. Stranden består ikke af én, men af hele 3 strande som er forbundet med stier. Der er langs strandene og stierne små restauranter og boder hvor det mest nødvendige kan købes, men ellers indbyder Railay til afslapning i det hvide sand og små-ture med longtailbåd. Et ophold på Railay Beach kan med fordel kombineres med et ophold i Ao Nang så I får både byen og paradis oplevelsen i samme rejse, uden at skulle bruge for meget transporttid på jeres ferie.