Bali

Bali

Betagende risterrasser, særegne templer, farverige festivaler, skønne strande, frodig regnskov og et formidabelt kunst og kulturliv. Når du rejser til Bali, vil du opleve Indonesien fra sin bedste side.

Indonesiens populære ø

Balineserne er et spirituelt folk, og guderne var rundhåndede, da de udtænkte denne lille perle i det Indiske Ocean. Kombiner evt. Bali med Lombok, Gili, Java eller Sumatra og bliv slået omkuld af Indonesiens øvrige skønhed og spændvidde.

Bali er uden sammenligning Indonesiens mest populære ø. Og ved et besøg på øen forstår man godt hvorfor – her hersker en ganske særlig stemning. Balineserne er imødekommende i en særlig grad, og man er aldrig i tvivl om, at de er tro mod deres religion, deres familie og den landsby, de kommer fra.

Balineserne bekender sig til en ganske særlig udgave af hinduisme, og ofte ses processioner på vej til templet med ofringer (store kurve med frugt og blomster). Opholder man sig i og omkring kunstnerlandsbyen Ubud, er man ofte vidne til store farvestrålende festivaler med imponerende optog gennem gaderne.

Templer findes overalt på Bali, det samme gør frodige indtagende landskaber; herunder lysegrønne risterrasser, imponerende vandfald og skønne strande. I det sydlige Bali ligger badebyerne Kuta, Seminyak og Legian på vestsiden, mens Nusa Dua og Sanur ligger på østsiden.

På vestsiden er der bølger, og surfere fra hele verden holder til ved Kuta Beach. På østsiden derimod er der roligt vand ved strandene. Ubud er Balis kulturelle centrum med en ganske særlig charme og atmosfære. Ubud er ikke til at komme udenom, hvad enten du vælger at dyrke kulturlivet, sølv- og guldbyerne, risterrasserne, den charmerende indkvartering og de farverige festivaler i nogle dage, eller om du blot oplever byen som en del af en dagstur.

Lovina ligger i nord og her finder du sorte sandstrande og vilde delfiner. Lovina ligger ca. 4 timers kørsel fra den sydlige del af Bali, så det kræver mindst én overnatning her at få noget ud af sit besøg.

Læs mere her

Vores rejser til Bali

Vores rejsemål på Bali

Amed

Amed er et område på Bali, hvori flere mindre lokale landsbyer er beliggende. Her kan du opleve relativ u-turistede områder og få et indblik i det traditionelle Bali.

Kuta

Kuta er kendt for sin lange sandstrand, livlige natteliv, store mængde af restauranter og shopping samt ikke mindst for at være australske surferes favoritsted.

Lovina

Strandområdet Lovina på Balis nordkyst er kendt for sine lange sorte sandstrande og for de gode muligheder for at se delfiner i bugten.

Nusa Dua

Nusa Dua er Balis største resort-destination direkte i vandkanten, et væld af vandsportsaktiviteter samt hele tre golfbaner i nærheden af hinanden.

Sanur

Sanur er kontrasten til Kuta og den 6 km lange by ved østkysten er med sit rolige tempo et yndet mål for familier. 

Seminyak

Seminyak er Balis nok mest trendy by. Her findes et overflødighedshorn af designerbutikker, gallerier samt kendte kunsthåndværkere.

Ubud

Balis kulturelle centrum er Ubud, som ligger i det centrale højland. Smukke landskaber med dybe dale, brusende floder og lysegrønne risterrasser præger området.

Gili Øerne

Kridhvidt pulversand omkranset af et lysende turkisblåt hav, farvestrålende fisk, et stort antal havskildpadder og en skøn afslappet atmosfære.

Det betagende Indonesien

Bali er en del af det mægtige ø-rige Indonesien, der har hele 17.000 øer, 255 millioner mennesker og 300 sprog. Udover Bali er hovedøerne Sumatra, Java, Sulawesi, Kalimantan (den indonesiske del af Borneo) samt Irian Jaya. Indonesien er verdens 4. mest folkerige nation med sine 255 millioner mennesker. Til sammenligning lever 4,5 millioner mennesker på Bali.

Når rejsen går til Indonesien, er de tre Gili-øer et godt bud på en destination. Gili Trawangan, Gili Meno og Gili Air er tre eksotiske og smukke øer, der alle byder på fantastiske strande og smukt vand. Gili-øerne tilgås med enten fly eller båd.

Bali adskiller sig fra resten af Indonesien, da befolkningen her dyrker en særlig udgave af hinduismen. På de øvrige øer er befolkningen overvejende muslimsk, lige med undtagelse af øerne længst mod øst, hvor kristendommen hersker.

Indonesien byder på en ufattelig rigdom, hvad angår kultur, natur- og dyreliv. I Sumatras utæmmede regnskov kan du blandt andet opleve tigre og orangutanger, mens Gili-øerne og Sulawesi byder på en fantastisk undervandsverden med tusindvis af tropiske fisk, havpattedyr og imponerende koralhaver. På øerne øst for Bali kan du opleve noget så bizart som verdens største nulevende øgle – de skræmmende Komodovaraner, der ikke findes magen til andre steder i verden. Og i Ujung Kulon på den vestlige del af Java lever verdens mest truede dyreart, Java-næsehornet.

Indonesien er et land med mange vulkaner, og det er også her, man finder nogle af de mest berømte af slagsen. På øen Java finder man de tætpakkede byer i skyggen af en vulkan. I Indonesien har man et afslappet og respektfuldt forhold til vulkanerne, til trods for at man igennem flere årtusinder har ofret mennesker til de enorme fænomener.

5 grunde til at du skal rejse til Bali:

Overdådig natur.
Når I rejser til Bali, vil I opleve, at øen er spækket med frodig natur og et rigt dyreliv, hvad end det er grønne rismarker, dragende solnedgange eller storslåede bjergskråninger. Bali har også nogle billedskønne vandfald og et utroligt dyreliv, der skal opleves på egen krop. Her kan Monkey Forest i byen Ubud varmt anbefales, da I her kan iagttage de balinesiske aber i deres naturlige habitat.

Kulinariske oplevelser i særklasse.
Det balinesiske køkken er noget, der skal opleves. Her kan I forkæle jeres smagsløg med ingredienser som kokos, hvidløg, chili, fisk og ris. Bali er et sandt paradis for vegetarer, da også tofu, tempeh og alverdens grøntsager præger de balinesiske retter. I kommer ikke til at fortryde at prøve den balinesiske specialitet Babi Guling (grillet pattegris) eller Satay (små trækulsgrillede grillspyd med kød eller kylling, som serveres med jordnøddesauce). Maden er smagfuld, stærk, billig og i god kvalitet.

Ro i krop og sjæl.
Bali er kendt for at være et spirituelt sted, og mange der rejser til Bali, stræber efter at opleve følelsen af zen. Bali er et hotspot for velvære og sundhed, og du finder derfor også yogahold instrueret af nogle af de mest kvalificerede instruktører inden for yoga-verdenen.

Snorkling og dykning.
Rejser til Bali forbindes ofte med ekstraordinære dykker- og snorkeloplevelser. Livet under vandoverfladen er ekstraordinært på Bali. Her finder du flotte koraller, farverige fisk, vulkanske undervandsklipper og skibsvrag. De steder, hvor det er bedst at snorkle, er fx Lombokstrædet, der giver dig dykning med stor sigtbarhed. Her kan man være heldig at møde klumpfisken eller udforske det berømte USS Liberty Wreck. Når man leder efter ekstraordinære oplevelser under havets overflade, kan man heller ikke komme uden om Gili-øerne.

Et positivt og smilende folkefærd.
Når man skal pege på hvilket sted på verdenskortet, der rummer det mest glade og smilende folkefærd, kan der snildt peges på Bali. Balis befolkning er enormt imødekommende og travl, men stresser ikke på samme måde, som man gør i den vestlige verden. Eventyrere der rejser til Bali, vil opleve balinesernes smittende humør.

Send rejseforespørgsel

 
 
 
 

Del denne side via E-mail