Vores første GRAVEL-tur i Østjylland er nu klar, og sammen med vores rutinerede cykelguider har vi sammensat en tur, der helt sikkert ikke skuffer. Gravel er det engelske ord for "grus", og navnet indikerer meget godt, hvad konceptet handler om; nemlig at komme langt væk fra asfaltvejene og langt ud i naturen, hvor grusveje, skove og smukke oplevelser venter. På en gravel-tur er det samtidig ikke watt og fart, der er vigtigt, men derimod at nyde naturen og de historiske steder sammen.
Denne gravel-cykeltur i Østjylland tager dig fra Ry til Billund, over Børkop, til Horsens og tilbage til Ry igen. Du vil undervejs cykle i noget af det smukkeste natur, der er at finde i Østjylland. Det være sig fx den fantastiske natur langs Gudenåen, smukke søer og dale omkring Billund og de dybe skove i omådet omkring Horsens. Du kan glæde dig til udsigter over Julsø, langstrakte heder og frodige marker.
Turen er for dig, der er vant til at cykle og har mange kilometer i benene. Der er dog en verden til forskel fra Gravel-cykling til alminelig landevejscykling, men med den rigtige indstilling og et smil på læben, kan du komme langt. Gravel-konceptet er hurtigt blevet utrolig populært i Danmark, og det er bestemt kommet for at blive. Skal gravel-cykling også være din nye hobby? Tag med på denne skønne cykeludfordring i Østjylland og find ud af det.