Autentiske Vietnam - rundrejse med dansktalende guide 

Rundrejse: Hanoi (2 nætter) - 1. klasses nattog (1 nat) - Hue (1 nat) - Hoi An (3 nætter) - An Binh Island (1 nat) - Soc Trang (1 nat) - Can Tho (1 nat) - Saigon (1 nat)

Romantiske Hanoi, betagende Halong og historiske Hue med dansk/vietnamesiske Anton Le

Denne umådelig populære Vietnam-rundrejse giver dig et kig bag kulisserne i et land fyldt med spændende kontraster, en begivenhedsrig historie, betagende natur samt imødekommende hjertevarme mennesker. Du bevæger du dig fra nord mod syd på cykel, i båd, nattog mm. På denne tur overgiver du dig ikke kun til Vietnams gudsbenådede natur, de farverige templer, historiske byer, men også til Anton Le - og til det autentiske uprætentiøse Vietnam, han formidler på sin egen medrivende facon.

13 dages rundrejse med Anton Le som guide. Anton Le er tidligere bådflygtning fra Vietnam, og har en lang, spændende historie bag sig. Læs mere om Antons historie nederst i programmet.
 

Dag 1: København – Hanoi

Dag 2: Hanoi – ankomst
Glæd dig! Din rundrejse begynder i én af Asiens smukkeste og mest romantiske byer, hvor brede boulevarder, frodige parker og imponerende franske palæer dominerer.
Vores superdygtige guide, Anton Le, møder dig i lufthavnen og vil efter et kort orienteringsmøde sørge for, at selv den første dag på din rundrejse bliver lidt af en oplevelse.
Den bedste og hyggeligste måde at opleve Hanoi på er via pedalkraft. Og derfor går turen rundt i den charmerende gamle bydel via cykeltaxa. Vi kommer forbi fine huse, små specialbutikker samt gamle oprindelige gadeskilte fra dengang en gade blev opkaldt efter, hvad der blev forhandlet i den. Mange vietnamesiske familier driver små virksomheder og sælger deres produkter fra fortorvet her.

Dag 3: Hanoi - Halong by - Hanoi
Unesco-beskyttede Halong Bay er én af verdens naturvidundere og samtidig Vietnams nok mest fotograferede naturfænomen. Glæd dig til en hel dag på vandet med skønne naturoplevelser i denne bjergtagende bugt.
Der er afgang til Halong efter morgenmaden – og fra bussen kan du bl.a. opleve, hvordan de lokale indbyggere fragter deres varer fra sted til sted. Læg f.eks. også mærke til, hvorledes hele familier på mand, kone og to eller tre børn fragter sig rundt på motorcykler. Bussen passerer frodig natur og maleriske rismarker og chafføren lægger blandt andet også vejen forbi et værksted, der laver traditionelle håndlavede produkter
I 1994 blev Halongbugten udnævnt til at være Vietnams anden UNESCO World Heritage område. Det betyder, at den er fredet under beskyttelse af UNESCO.
Vi kigger nærmere på fisker-familierne, der bor i små landsbyer på vandet samt på den smukke Thien Cung grotte. Vi får mulighed for - via trapper - at gå op på toppen af grotten, hvorfra der er en fantastisk udsigt over bugten.
Vi sejler i denne enestående bugt, der med sine dramatiske landskaber og mere end 3000 øer, rejser sig majestætisk op af havet og danner kulisse for et af Vietnams smukkeste områder. Ombord får vi serveret et lækkert måltid med alt godt fra havet.
Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til Hanoi. Undervejs gør vi et ophold ved en lille landsby. Morgenmad og frokost er inklusiv.

Dag 4: Hanoi - byrundtur - det berømte vanddukketeater - Hue
Efter morgenmaden tager vi på en byrundtur, hvor vi skal opleve både kulturelle og historiske højdepunkter. Vi indleder med et besøg i Ho Chi Minhs mausoleum. Han ligger balsameret i et glassarkofag til beundring og minde om den tidligere præsident, der kæmpede for Vietnams uafhængighed mod stormagterne. Herfra går turen videre til præsidentpaladset, der oprindeligt blev bygget til guvernøren for det dengang fransk koloniserede Indokina.
Vi besøger Ho Chi Minhs simple pælehus, hvorfra strategierne for kampen mod Sydvietnam blev lagt og går videre ned til en af byens mest berømte pagoder ”En-søjle-Pagoden”, der blev grundlagt i 1049 af kong Ly Thai To. Pagoden er bygget til ære for den barmhjertige gudinde (Quan Am), der fortalte ham, at han ville få en søn og dermed en arvtager. Vi kører til den smukke West Lake og den fredsfyldte Tran Quoc pagoden fra 1639.

Om aftenen skal vi se det berømte vanddukketeater, der er en 1000 år gammel unik vietnamesisk teaterform.
Sent på aftenen stiger vi ombord på toget ”Genforeningsekspressen” til Hue. På togrejsen overnatter vi i 4-personers sovekupeer med madrasser, hovedpuder, tæpper og aircondition på 1.klasse.
Morgenmad er inklusiv.

Dag 5: Hue 
Ca. kl. 10.30 triller vi ind på banegården i Hue, hvorfra vi bringes til Midtown Hotel for at spise morgenmad. Efter indcheckning på hotellet er der mulighed for et bad efter togturen. Byen var hovedstad under Nguyen-dynastiet fra 1802-1945 og er i dag kendt for de mange fantastiske monumenter af Nguyens kongerne. Byen er desuden kendt for musik og poesi.
Om eftermiddag tager vi på en spændende sejltur på den berømte ”Parfume-River”, hvor vi bl.a. skal se den syv etager høje Thien Mu-pagode, der ligger i et naturskønt område. Thien Mu-pagoden er en af de mest kendte bygninger i Vietnam og placeret på en bakke med udsigt over Parfume-floden.
Senere på dagen besøger vi kejsercitadellet og royal paladset, der er en tro kopi af Den forbudte By i Kina. Det var her den sidste kejser Bao Dai abdicerede i 1945. Morgenmad er inklusiv.

Dag 6: Hue - Hoi An
Efter morgenmad besøger vi små familieforetagender, hvor de fremstiller røgelsespinde og de yderst populære kegleformede hatte, som vi formentlig allerede har set på en hel del vietnamesiske hoveder.
Midt på dagen forlader vi Hue og forsætter rejsen med bus mod den charmerende fiskerby Hoi An. Men inden vi når så langt, bliver der gjort et par stop undervejs ved bl.a. Hai Van-passet, hvor der er skøn udsigt over lagunen Lang Co.
Vi kører videre mod Hoi An. Undervejs gør vi ophold ved Marmor-bjergene for at se et værksted der udhugger figurer og kunst i marmorsten. I Hoi An kigger vi indenfor en lokal tekstilfabrik, der fremstiller silke og vi ser, hvordan silkelarverne fodres. Herefter checker vi ind på vores hotel. Morgenmad er inklusiv.

Dag 7: Hoi An - Byrundtur til fods - cykeltur på landet
Dagen begynder med en dejlig gåtur rundt i den gamle købmandsby. Byen Hoi An er en spændende og hyggelig by. Oprindelig var byen et lille fiskerleje, der senere udviklede sig til Vietnams vigtigste havneby. Her kom handelsfolk rejsende fra mange forskellige verdensdele igennem 1800-tallet, men i begyndelsen af 1900-tallet skete der det, at flodudløbet blev sandet til, handlen uddøde mere og mere - og byens handelsliv blev flyttet til Danang.
Vi slentrer rundt i de smalle gader omgivet af smukke gamle kinesiske huse og templer. Vi besøger Fujiankinesernes forsamlingshus - som nu er et tempel og oplever den overdækkede japanske bro der forbinder den japanske og den kinesiske bydel. Vi kigger indenfor et over 200 år gammelt købmandshjem, hvor et af familiens medlemmer vil vise os rundt.

Om eftermiddagen tager vi en cykeltur ud af byen og besøger et par landsbyer. Turen er indtagende, og vi får med egne øjne set, hvordan de vietnamesiske landmænd arbejder med vandbøfler spændt for ploven. Her dyrkes masser af ris og der er opdræt af fisk og rejer. Vi ender ved en af Vietnams smukkeste strande. Turen går herefter videre til Thu Buon floden. Vi får indblik i livet som fisker og forsøger at ro en sivkurvsbåd, som fiskerne bruger til mindre ture på vandet eller ved mindre fiskeri. Efter en dejlig frokost cykler vi tilbage til vores hotel.
Morgenmad og frokost er inklusiv.

Dag 8: Hoi An
Efter morgenmaden er resten af dagen til fri disposition. Morgenmad er inklusiv.

Dag 9: Hoi An – An Binh Island
Efter morgenmaden forlader vi Hoi An og kører til lufthavnen i Danang. Vi flyver til Saigon, hvor en bus afhenter os i lufthavnen og kører os til Caibe. På vej besøger vi et tempel for Cao Dai religionen, der er en farverig og unik vietnamesisk trosretning. Fra byen Caibe sejler vi op ad den travle Mekongflod og ind i de mindre kanaler (der er mulighed for at sejle med robåde, som er helt special oplevelse), hvor vi kommer tæt på landsbyens og bøndernes hverdagsliv. Vi besøger flere små familieforetagender, der producerer bl.a. kokos-slik og popkorn, der er lavet af ris. Vi sejler videre til An Binh Island. Efter check in går vi på opdagelse og hilser på lokalbefolkningen. Vi overnatter under rene, men simple forhold i traditionelle vietnamesiske hjem på An Binh Island. Morgenmad og frokost er inklusiv.

Dag 10: An Binh Island - cykeltur og madlavning  -  Soc Trang
Efter morgenmad sætter vi os på cyklerne og kører på opdagelse på An Binh Island. Glade smil og vinkende børn er hyppige syn her i området og en cykeltur er den helt rigtige måde at komme tæt på livet i Mekong-deltaet.
Vi slutter vores ophold på An Binh af med en frokost. Ms Dao og familien lærer os at lave et par vietnamesiske retter, som vi spiser bagefter. Efter frokost fortsætter vi med båd op ad floden til byen Vinh Long, hvorfra vi kører med bus til Soc Trang. Byen er kendt som en slags hovedstad for befolkningsgruppen khmererne. Normalt forbindes khmererne med Cambodia, men der lever alligevel omkring en million her i det sydlige Vietnam. Morgenmad og frokost er inklusiv.

Dag 11: Soc Trang - Antons barndomsby – Can Tho
Vi begynder dagen med at gå en tur igennem byens farvestrålende marked og lærer lidt om de forskellige eksotiske grøntsager og frugter samt en række lokale produkter. Derefter besøger vi Chua Doi (Flagermuspagoden), der er berømt for de tusindvis af frugtædende flagermus. Vi kigger indenfor i den fascinerende Chua Dat Set (Lerpagoden), der blev opført i 1906. Udefra ser den ikke ud af så meget, men indenfor venter en overdådighed af farvestrålende buddha-figurer og andre symboler. Alt er lavet af ler, inklusive det buddha-prydede alter, der alene er fremstillet af fem tons ler.
Vi ser en usædvanlig flot Kleang pagode, en af Khmerernes største og mest smukke pagoder, inden vi kører til rejselederen Antons landsby, Long Phu, 18 km fra Soc Trang. Her kommer vi til at opleve det autentiske Vietnam, når vi besøger Antons familie. Vi får serveret en lækker lagkage med kaffe og lærer lidt om vietnamesiske familieforhold.
Bagefter går vi en tur rundt i landsbyen og hilser på lokalbefolkningen. Vi skal nok tiltrække os noget opmærksomhed, for her er det ikke hver dag, man får høje, lyse, europæiske gæster på besøg. Vi besøger også et børnehjem. Børnene ude på landet bliver altid glade for kuglepenne, tuscher eller lignende. Så har du noget af den slags liggende, er du meget velkommen til at tage det med.
Midt på eftermiddagen kører vi til Can Tho. Byen er Mekong-deltaets hovedstad med ca. 800.000 indbyggere. Morgenmad og frokost er inklusiv.

Dag 12: Can Tho - Flydende marked, Byrundtur i Saigon
Efter morgenmaden skal vi på en bådtur på Mekong-floden til Cai Rang’s flydende marked, Sydøstasiens største flydende marked. Hver morgen fyldes floden med husbåde og longtailbåde, der sælger friske og farvestrålende frugter og grøntsager. Derefter sejler vi videre ind i nogle af Mekongs mange små og snævre bifloder og flodarme. Vi går i land og går på opdagelse og undervejs besøger vi en ris-fabrik.
Efter nogle herlige dage i Mekong-deltaet, kører vi tilbage til Saigon. Byen var hovedstad i Sydvietnam fra 1954 indtil 1975. Med sine ca. 10 millioner indbyggere er Saigon Vietnams største by samt centrum for landets forretnings- og forlystelsesliv. Saigon er en moderne, men også kontrastfuld by hvor du kan se højhuse i glas og stål blandet med små tradtionelle træhuse,  Saigon er en spændende by, der summer af liv næsten hele døgnet.
Efter frokost tager vi på byrundtur til nogle af Saigons mange historiske seværdigheder. Vi besøger blandt andet Uafhængighedspaladset, det tidligere præsidentpalads for den sydvietnamesiske præsident. Det var her en nordvietnamesisk tank den 30. april 1975 kørte gennem gitterporten og Viet Cong afsatte Sydvietnams præsident. Vi lægger vejen forbi det gamle Posthus og Notre Dame katedralen. Siden kører vi til byens største marked, Ben Thanh markedet. Morgenmad og frokost er inklusiv.

Dag 13: Saigon – Cu Chi-tunnellerne
Efter morgenmaden tager vi på formiddagsudflugt til Cu Chi. Her kan man opleve de berømte tunnelgange, som blev skabt af vietcongerne under krigen mod franskmændene samt i Vietnam-krigen. Tunnellerne blev bygget i perioden 1940-60 og er over 200 km lange. Tunnelsystemet ligger i tre etager og rummede bl.a. opholdsrum, køkken, kommandocentraler, lagerrum og hospitaler. Der bliver mulighed for at kravle rundt i tunnellerne, dog i en turistudgave.
Undervejs besøger vi en lille privat rispapir-fabrik og gummi-plantager.
Vi slutter turen med at besøge en virksomhed, der fremstiller lak-arbejder.
Frem til flyafgang er resten dagen til fri disposition, så der er mulighed for et par sidste indkøb, eller f.eks. et besøg på ét af byens mange interessante museer. Morgenmad er inklusiv.

Dag 14: Ankomst i København 

OBS - Der er en del cykelture i rundrejsen, disse kan de fleste steder erstattes af cykeltaxaer, hvis I ønsker dette, men på dag 7  kan der kun kommes rundt på cykel. Det er ikke strabadsererne ture, men almindelig god form kræves. Alternativt kan turen undlades, dette aftales med Anton Le.

Inkluderet i rundrejsen: 
  • Fly med Qatar Airways via Doha t/r, Thai Airways via Bangkok t/r eller Emirates via Dubai t/r 
  • Alle skatter og afgifter på fly
  • 11 nætter i delt dobbeltværelse på turistklasse hoteller
  • 11 x morgenmad
  • 6 x frokost
  • 1. kl. nattog m/aircondition (4 personers kupe)
  • Lokale guider samt dansk rejseleder
  • Alle entreer og udflugter som nævnt i program 
  • Alle transfers
Ikke inkluderet: 5 USD pr. person pr. dag til diverse drikkepenge til lokale guider mv. under rundrejsen.

Pakkepris for flyrejser samt rundrejse:

11. november 2017 fra kr. 15.998

2018:
10. januar 2018 fra kr. 16.198
09. marts 2018 fra kr. 15.498

2019:
12. januar 2019 fra kr. 15.998
23. februar 2019 fra kr. 15.998

Eneværelsetillæg på rundrejsen kr. 2.200

Badeferie efter endt rundrejse kan tilkøbes i Vietnam eller Thailand mod tillæg.

OBS: For alle hoteller gælder at ovenstående er vejledende - hotellerne kan ændres til andet i samme kategori.

Lav rejseforespørgsel her

Antons historie
Antons barndom var flugt, fængsel og flygtningelejre. Et mareridt, der vendte, da han havnede i Danmark.
Anton er dansk-vietnameser. Han blev født i landsbyen Long Phu i det sydlige Vietnam. Efter Vietnamkrigen indførte den vietnamesiske regering en stram kommunistisk linje, som gjorde livet svært for mange vietnamesere i 70’erne og 80’erne. Derfor forlod Anton landet i 1989 i en alder af bare 12 år. Efter fire år i flygtningelejre i Malaysia, kom Anton til Danmark som bådflygtning i 1992.
Anton taler flydende dansk, engelsk og naturligvis vietnamesisk. Han er uddannet som serviceøkonom, med speciale i turisme på det danske erhvervsakademi i Randers. Som dansk-vietnameser har han meget stort kendskab til Sydøstasien specielt Indokina (Vietnam, Cambodja, Burma og Laos). I 2005 besluttede han sig for at vende tilbage til sit fødeland for at arbejde som turist guide, efter 13 i Danmark.
På rejsen kan du høre mere om Antons historie. Hvorfor og hvordan flygter man fra sit hjemland i så ung en alder? Hvordan kommer man videre efter fire år i en flygtningelejr? Hvad fik Anton til at vende tilbage til Vietnam?