VALGTE
HOTEL
Ingen klassifikation
  

Ture og udflugter fra Sarawak 

I takt med at verden bliver mindre og mange mennesker gennem de senere år har rejst på ferie til Fjerne Østen og lande som Thailand og Kina, er det også blevet meget nemmere at komme lidt væk fra alfarvej, fx. til de malaysiske delstater Sarawak og Sabah på verdens tredjestørste ø, Borneo.

Borneo lyder eksotisk, og det er lige, hvad det er. Her er enorme
regnskovsområder med unik flora og fauna, her er nationalparker som Mulu National Park med nogle af verdens største grotter og huler og her er mulighed for at besøge de tidligere hovedjægere Ibanfolket i deres langhuse. På Borneo kan opleves skildpadder, der lægger æg på stranden, næsehornsfugle, orangutanger og næseaber, der leger i trætoppene. Borneo er et fantastisk rejsemål, når jeres ferie skal være mere end en badeferie.
Kuching by og flod tur 
I oplever byens kendte seværdigheder bla. det kinesiske temple og Sarawak Museum. Efter besøget i byen oplever i Borneo fra vandsiden, da I fortsætter på floden og oplever det traditionelle liv langs vandet. Turen varer ca. fire timer.

Bidayuh langhus – Anah Rais 
Anah Rais er en Bidayuh landsby, hvor I kan opleve den traditionelle levevis og langhusets enestående arkitektur. Turen varer ca. tre timer.

Semonggok Wildlife Rehabilitation Center
Semongok Orangutan Center ligger kun en kort køretur fra Kuching og det er Sarawaks bedste sted at opleve orangutangerne helt tæt på. Orangutangerne
er kommet til centret efter at være blevet fundet sårede eller forældreløse i junglen og en del er kommet efter at have været holdt som kæledyr i private hjem. I centret lærer orangutangerne igen at overleve i junglen og dermed deres naturlige omgivelser. Turen varer ca. 4 timer

Bako National Park 
Oplev Sarawaks populæreste nationalpark på en endagstur eller med en eller flere overnatninger. Efter en flot køretur til Bako fiskelandsby tager man en båd til indgangen til Sarawaks mest populære nationalpark. I parken er der gode muligheder for at se vilde dyr i deres naturlige element, såsom næseaber, monitor øgler, vildsvin, aber og mere end 100 forskellige slags fugle. Hvis den er i blomst er det også muligt at se verdens største blomst Rafflesia samt andre spændende vækster, bla. mange forskellige slags kødædende planter.
Bako byder på mange vandrestier og med ledsagelse af en park-ranger kan man komme vidt omkring, opleve junglens fantastiske flora og fauna, nyde spektakulære udsigter og få en naturoplevelse der ikke er alle forundt. Varighed ca. 8 timer

Satang Island/skildpaddeøerne (i perioden april - september)
En spændende heldagstur til Satang Island - et redningscenter for de store havskildpadder. Turen går med båd forbi de små fiskelandsbyer langs kysten, og efter en kort tur er vi fremme ved Satang, en af de 3 øer regeringen har reserveret til havskildpaddecenter.
Her besøges udklækningsområdet og vi lærer om programmet for at hjælpe havskildpadderne. Efter en picninc frokost tager vi til de smukke strande på Satang, hvor der vil være mulighed for at snorkle og bade. Får man nok af undervandoplevelserne er en gåtur i junglen en mulighed, hvor naturen og regnskovens lyde kan opleves helt tæt på.

Santubong wildlife cruise (aftentur)
Turen går til halvøen Santubong, hvor der er mulighed for at se noget af Borneos fantastiske dyreliv. Med båd sejles ad floderne, hvor der ofte ses floddelfiner. Vi sejler ind i mangroven, hvor næseaber, krokodiller, makakaber m.m. bor, Der vil også være mulighed for at spotte smukke fugle og opleve ildfluerne danse over himlen, inden der returneres til Kuching. NB - Santubong Wildlife cruise gennemføres ikke i regnvejr.

Matang dyreliv og trekking i Kubah
Morgenafgang mod Matang - en del af Kubah Nationalpark og Sarawaks hovedcenter for vildtlivs rehabilitering. Af dyrearter der bor på centeret er blandt andet orangutanger, bjørne, forskellige arter at hjorte og kattedyr samt krokodiller. Her findes også mange fuglearter og smådyr.
Frokost er inkluderet her, hvorefter der er guidet vandretur gennem Kubah Nationalpark. Her findes Sarawaks smukkeste og mest dramatiske regnskovsområde med vandfald, orkideer og sjældne planter. Varighed ca. 8 timer.

Nanga Sumpa langhus 
Hvis man ønsker en oplevelse, som er meget udover det sædvanlige, bør man tage med på en tur til langhuset Nanga Sumpa. Turen vil typisk vare 3 dage/2 nætter.

Dag 1: Turen ud til langhuset Nanga Sumpa i Batang Ai National Park er en smuk tur på først 4½ times kørsel, der fører en gennem små landsbyer og plantager med peber, gummi og kakao.
Undervejs besøges blandt andet det lokale marked i byen Serian. Frokost undervejs hvorefter der venter én til to timers sejltur i langbåd op ad floden, gennem uberørt regnskov. Lodgen Nanga Sumpa ligger lige ved flodbredden; et fantastisk stemningsfyldt sted, som det ligger der, dør om dør med et Iban langhus. Der er ikke elektricitet i lodgen og nætterne tilbringes på madrasser på gulvet med moskitonet over, i 2-personers værelser. Man skal være indstillet på et primitivt, men spændende og interessant ophold, hvor atmosfæren og oplevelserne er helt i top. Efter aftensmaden besøger man de gæstfrie naboer; ibanerne i langhuset, som stadig praktiserer deres traditionelle livsstil. Efter et spændende besøg vender man tilbage til lodgen, hvor der overnattes til lyden af cikadernes sang.

Dag 2: Det er fantastisk at vågne op til junglens lyde. Efter en god gang morgenmad går det til fods ad tætte junglestier langs floden til vandfaldet Enseluai. Her er der tid til at udforske den uberørte regnskov, måske tage en svømmetur eller prøve at fange fisk på Iban-manér. Efter en picnic-frokost returneres til lodgen. Om aftenen er der atter mulighed for at besøge Iban naboerne. Der vil være mulighed for at købe kunsthåndværk lavet af beboerne og mon ikke der serveres et glas af den lokale palmevin, tuak.

Dag 3: Efter morgenmad i lodgen går det med båd og bus tilbage til hotellet
i Kuching eller videre til næste destination.

Grotterne i Mulu 3 dage / 2 nætter
Grotterne i Mulu er helt fantastiske og man skal helst have mindst 3 dage/2 nætter til sin rådighed for at få det fulde udbytte af besøget. Forlæng eventuelt med en vandretur til Pinnacles, en tur for de mere entusiatiske og hårdføre vandrere.

Dag 1: Transport til Kuching lufthavn og fly til Mulu. I Mulu bor I på Royal Mulu Resort og efter indkvartering går turen til parkens hovedkvarter, hvorfra der er en tre kilometer lang gåtur gennem regnskoven til Deer Cave.
Grotten Deer Cave har verdens største grotteindgang og en af hulerne derinde er 150 meter i diameter, og så stor at St. Pauls Katedral kan stå under den massive kuppel. Fra et udkigspunkt ses Abraham Lincolns perfekte profil.
Ved solnedgangstid kan man de fleste aftener se op mod to millioner flagermus forlade grotten i deres søgen after mad. Et storslået syn. Ved siden af Deer Cave ligger Lang Cave. Stalaktitterne og stalagmitterne i Lang Cave er blandt de mest spektakulære limstensformationer i hele Mulu.

Dag 2: Med langbåd op ad floden til Wind Cave med dens imponerende Kings Chamber, og videre til Clearwater Cave der har en vidunderlig sø at svømme i. Nyd en picnic frokost og lidt tid på egen hånd indtil I om eftermiddagen vender tilbage til Royal Mulu Resort.

Dag 3: Dagen tilbringes på egen hånd indtil det er tid at køre til
lufthavnen og fortsætte rejsen til næste destination. 

Forlængelse til Pinnacles:
Dag 2: Efter frokost dag 2 skal I med langbåd op ad floden til Long Litut, hvorfra man til fods fortsætter gennem junglen til Camp 5. Vandreturen er på omkring 3 timer i anstændigt tempo. Camp 5 ligger i en lysning i regnskoven på bredden af Melinau River, og lodgen bruges som udgangspunkt for vandre/klatreturene til Pinnacles. Man overnatter og får aftensmad i den simple lodge, der indeholder 4 værelser med senge til 10 personer i hver samt fælles badeværelse.

Dag 3: Pinnacles er en gruppe limstenklipper op til 45 meter høje og spidse som nåle. For at få det bedste syn af Pinnacles skal man på en til tider hård og krævende vandretur op af bjerget Gunung Api. Stien er stejl og glat og specielt det sidste stykke op til udkigspunktet er udfordrende. Solide sko eller vandrestøvler er en selvfølge at medbringe. Udsigten er fabelagtig og alle anstrengelserne værd. Man spiser frokost, samler kræfter til nedturen og efter nogle timers vandring når man Camp 5 hen ad eftermiddagen. Middag og overnatning.

Dag 4: Formiddagens vandretur til Long Litut vil føles som en slentretur i parken i forhold til gårsdagens strabadser. Frokost ved ankomst til hytten ved Clearwater, og man kan måske nå en dejlig dukkert, inden man skal i lufthavnen og videre til Kuching, Miri eller Kota Kinabalu. 
 
Telefon Åbningstider:
Man - Fre: 09.30-18.00
Lørdag: 10.00-15.00
Tlf: +45 70 201 208
Fax: +45 56 716 557
toptours@toptours.dk
Top Tours ApS.
Gl. Kongevej 5b
1605 København V
Klik her for åbningstider
Ring til os: 70 201 208
Top Tours ApS.
Vallebovej 6
4654 Faxe Ladeplads
Klik her for åbningstider
Ring til os: 70 201 208
Top Tours ApS.
Bjergegade 21
3000 Helsingør
Klik her for åbningstider
Ring til os: 70 201 208
Nyttige links
- Generelle betingelser
- Bestil rejseforsikring
- Sitemap
CVR nr. 26179653 - Medlem af Rejsegaranti fonden nr. 1478 – Rejsebureau og rejseselskab
Travelmarket Interactive